Rejsen nordpå

Jeg pakkede bilen med notesbøger,
varme trøjer og min bedste følgesvend, Luis.
Uden planer. Uden mål.
Bare dage med hav, blæst og stilhed.

Et sted mellem regn og sol begyndte noget at
falde på plads.
Det, der først føltes som en pause,
blev langsomt til en begyndelse.

Ikke helt ferie, ikke helt arbejde

Der er noget særligt ved at tage af sted uden formål.
At lade dagene flyde – med tid til mange ting,
og ingenting.
At mærke, at noget bevæger sig indeni,
som om noget nyt er på vej,
uden at vide hvorhen.

Jeg gik ture langs stranden med Luis.
Tiden fik lov til at være tid,
og tankerne slap ud i vinden.
Jeg skrev, tegnede, drak kaffe, kedede mig –
helt efter planen.

Og nu vil jeg hjem igen.
Til hverdagen, til byheart,
til alt det, der har været så skønt at savne.

Jeg vil

Jeg vil træde ind i livet
med åbne øjne og stille skridt.
Lytte til fuglene i haven,
til vinden, der minder mig om,
at alt allerede er her.

Jeg vil lade refleksion blive til bevægelse,
tilgivelse til frihed,
og lade det falde væk,
som ikke længere nærer mig.

Jeg vil finde glæden i det almindelige –
morgenkaffen, stilheden, lyset på bordet.
Lade hver dag minde mig om,
at livets storhed bor i det små.

Jeg vil bringe skønhed ind i dagen,
ikke som noget ekstra –
men som selve måden, jeg lever på.

Jeg vil huske, at haven blomstrer, når jeg gør.
At min indre verden spejler min ydre.

Jeg vil stå op med mening,
leve med glæde,
og elske med ro.

Jeg vil åbne mine øjne,
og vide:
Jeg er alt det, jeg ser.

Efterord

Jeg tog Luis i snoren og kørte hjem igen.
Til lyset over køkkenbordet, duften af kaffe
og menneskene omkring mig.

Noget i mig faldt til ro deroppe.
Noget fandt tilbage.
Og jeg tror, det bliver i mig længe endnu —
den måde stilheden taler på,
når man endelig holder op med at lytte efter svar.

Om at skabe

Jeg har opdaget, at det at skabe kræver plads.
Ikke mere tid i kalenderen,
men mere ro i sindet.
Når jeg giver slip og trækker vejret lidt dybere,
kommer ideerne af sig selv.

Som smykkedesigner og ejer af byheart
er det en påmindelse, jeg vender tilbage til
igen og igen:
at kreativitet ikke kan tvinges frem –
den skal have lov til at lande stille.

Ligesom alt andet, der betyder noget.
Når man giver slip,
og giver plads til nyt,
begynder noget at spire af sig selv.

En kærlig hilsen
fra mig,
Bettina 🤍